Jeg er kvinde. Jeg er i live. Kvindeliv.
Det er egentlig ret normalt. Mit kvindeliv. Og så alligevel slet ikke. Normalt i sin rytme, måske, men med nogle udsving, som altså er lige ved at tage livet af mig.
Det største udsving var da min yngste søn, Tobias, døde. Waou... Det var en mavepuster! Han blev kvalt i sin mad i vuggestuen. BUM. Han døde.
Og ændrede dermed mit liv. For bestandig.
Jeg lovede mig selv - og i mit stille sind min store, levende dreng - at jeg ville finde en måde at blive levende igen. Sådan rigtigt levende. Sådan, at min latter igen ville kunne komme helt ægte, helt nede fra maven. Af ingenting. Bare fordi.
Men jeg lovede også mig selv, at jeg ville gøre det sammen med Tobias. Altid have ham med på skulderen. Og i hjertet. Han sidder på skulderen, så han altid kan kigge med. Han bor i hjertet, men han sidder på skulderen, så han kan holde øje med, at jeg gør det rette. Fra hjertet.
Det er udgangspunktet for mit kvindeliv. At handle fra hjertet. Fordi det er sådan, det gør mindst ondt. Har du nogensinde tænkt over det? Når du gør noget, som føles smertefuldt som bare ..., well meget smertefuldt, så er hjertet sjældent med, vel?
Jeg lærte det, da jeg var så skrøbelig, at jeg ikke ville påføre mig selv mere smerte end højst nødvendigt. Det var godt!
Og jeg kan le igen! Så meget og så hjerteligt, at jeg ikke har lyst til nogensinde at holde op. Nogle gange ler jeg, imens jeg græder, men det er fordi jeg elsker at tænke på livet, og så kommer jeg i tanke om, at Tobias jo er død, og så græder jeg.
Men det er helt ok. For det er sådan, jeg mærker det hele. Jeg lærte dengang, at når jeg kan føle så stor sorg, så kan jeg til gengæld også føle helt enorm lykke.
Og om ikke andet, så er det da livet værd.
Nå, men når rytmen er i takt, så er jeg alenemor til Mads, englemor til Tobias og selvstændig. Jeg bor i mageløse Måløv, og jeg elsker fart, løbeture, musik og høj, klukkende latter.
Og så kvindelivet. Naturligvis. Heldigvis. Og du skal nok komme til at høre hvorfor....
